Erling Tiedemann som kirkeminister...?

Denne blog benytter et billigt påskud til at rette kritik mod kirkeminister Bertel Haarder. Det kan forekomme urimeligt, men er fair nok fordi han fredag eftermiddag selv benyttede et billigt påskud til bl.a. at håne danske baptister og fyre en række åbenbart uholdbare påstande af ved et arrangement, jeg deltog i som repræsentant for Viborg Stifts mellemkirkelige udvalg.

Det var et debatmøde på Vartov i København om 'Kirkelige Stemmer i EU', og mødets fulde program findes her: http://interchurch.dk/mkrdan/aktuelt.php?key=1629

Som det ses, var kirkeministeren inviteret til at deltage i panelet. Det er ikke blot rimeligt fordi han i regeringen har ansvar for mødets emne, men også fordi han i syv år har siddet i Europa-parlamentet. Men det var urimeligt, at Haarder kun ankom da han skulle på talerstolen - uden at have hørt oplæggene - og gik temmelig hurtigt igen.

Og endnu værre var det, at hans indlæg, der tydeligvis var dårligt forberedt, kun meget sporadisk forholdt sig til dagens emne, og ikke et eneste sted henviste til det skrift med en række debatindlæg, som var publiceret som oplæg til mødet.

Værst var det måske, at ministeren - uden sammenæng til det, som var sat under debat - benyttede sin taletid til at angribe de danske baptister, som i det sidste par år har nægtet at lade deres børn indskrive i folkekirkens medlemsregister. Haarder frakendte dem en rimelig anledning til det, da han nedladende forklarede, at det gjorde de kun af hensyn til deres egen selvpromovering.

Heldigvis kunne en anden Venstre-veteran redde partiets ære: Tidl. amtsborgmester Erling Tiedemann ville afgjort have fået prisen som bedste debattør - det viste latteren og klapsalverne, der kvitterede for hans humoristiske slagfærdighed og hans engagerede tale for, at kristne ikke - som kirkeministeren fordrer - undlader at tale på kirkens vegne, men blander sig ... ikke blot enkeltvis, men også flere sammen - og gerne i den gruppe, som vi danner i kirkens menighed.

At det ville være en fremragende idé af Venstre at tilbyde Tiedemann posten som kirkeminister kan enhver forvisse sig om ved at lytte til hans indlæg

Hør fx. hans bidrag ved at klikke dig ind her:

http://www.interchurch.dk/mkrdan/aktuelt.php?key=1661

+++

Abbé Pierre - et kristent forbillede

Abbé Pierre er død. Meget passende var det selveste præsidenten, der fortalte det til til Frankrigs folk. Det har nemlig i flere årtier ved Gallup-undersøgelser peget på den lille, skæggede, genbrugs-klædte munk med den evindelige alpehue som det mest respektable menneske i Frankrig.

Gennem sit arbejde blandt klunsere i både Frankrig og kloden rundt blev han - lige som fx. Moder Theresa - et kristent, åndeligt og moralsk forbillede. Den slags kaldes også efter god luthersk teologi helgener - uanset, om Vatikanet officielt senere blåstempler dem. Vores uomgængelige respekt for dem giver dem med rette en særlig ret til at udtale sig om moralske spørgsmål.

Biskop Desmond Tutu er vel den nulevende protestant (nåja, anglikanerne er vel halv-katolikker?) som kan indtage en plads i samme liga som Abbé Pierre, og jeg har haft lejlighed til at deltage live i gudstjenester med dem. Dér har det slået mig, at deres forkyndelse om Guds Rige, der er næsten det modsatte af vores samfund, var så banal, at enhver god søndagsskolelærer kunne have sagt det samme.

Det burde give enhver kristen anledning til at overveje, om vi får gode præster i vores kirker ved at sende dem til de teologiske fakulteter, hvor man ikke har én times undervisning i praktisk kristendom ... forstået som Kristi efterfølgelse. Og hvad kristendom er, kan næsten ikke siges bedre end en anonym afrikansk digter gjorde med disse linier:

Han sendte ikke
teknisk bistand
til vor underudviklede verden
- englen Gabriel
og et hold eksperter
med deres know-how.
Han traf ingen
fordelagtige eksportaftaler
og tilbød ingen
langtløbende statslån.
Han sendte os ikke
englenes aflagte klæder
eller mad fra deres
overskudslagre.
Han kom selv!
Han sultede i ørknen.
Han hang nøgen på korset.
Ved at lide med os
blev han vor glæde.

Ære være Abbé Pierres minde!

+++

Loke og Thor - Muhammed og Jesus?

Grundtvig skrev: »Frihed lad være vort Løsen i Nord / Frihed for Loke saavel som for Thor / Frihed for Ordet i Verdenen ny / Som til sig selv det har skabt under Sky«.

Det er et udmærket motto for den demokratiske opgave at skabe lige vilkår i Danmark for alle danskere. Man kunne også låne ord fra den amerikanske uafhængighedserklæring: »Vi tager det for en selv-indlysende sandhed, at alle mennesker er skabt lige...« Ikke født lige - det kan enhver se - men skabt lige.

Og fordi vores muslismske danske medborgere er skabt lige med enhver anden dansker - troende eller vantro - skal de ikke hindres i at blive trosmæssigt ligestillet med os andre.

Det er aktuelt nu, hvor en forening søger at forhindre, at de skal have mulighed for at bygge et gudshus i Gellerup vest for Aarhus. Det skal den forening forhindres i at forhindre.

Det er måske næsten en kristen pligt ... eller i hvert fald en menneskelig pligt at forfægte det princip. For som den daværende ledende norske biskop Odd Bondevik sagde til mig i et interview om religiøs ligestilling, som stærke kirkelige kræfter vore nordiske broderlande politisk går ind for: "Da jeg var missionær i Japan, hvor kristne diskrimineres, talte jeg for offentlig ligestilling mellem religionerne. Skulle jeg så ikke gøre det samme efter at jeg er kommet hjem og tilhører dem, der er priviligerede på anderledes troendes bekostning?"

+++

Enden på begyndelsen - i morgenradioen

I mange år er jeg ved dagens begyndelse gennem radio-rubrikken med denne titel blevet inspireret til at stå op og tage hul på de muligheder og udfordringer, som ventede mig.

Jeg blev sågar i midten af 90erne indlemmet i DR’s ‘Årets Nytårsbøffer’ efter at jeg i en uge selv bidrog til programmet med refleksioner fra morgener i Nigeria. Den årvågne bøf-redaktør havde sakset nogle sekunder, hvor man efter speakerens ord ”Og så giver vi i ‘Ved Dagens Begyndelse’ ordet til Niels Thure Krarup fra Snejbjerg ved Herning” blev efterfulgt at en overordentligt veloplagt morgen-galen fra en hane; når dagen gryede havde den under mit besøg fra en nærliggende hønsegaard mindet alverden aggressivt om, at nu var dagen begyndt. Og når speaker-oplægget og hanegalet var klippet på den måde til 'bøf-brug', var det ikke blot grinagtigt, men fangede jo selve essensen af radioindslagets begrundelse.

I morges, lige før 9-radioavisen, lukkede og slukkede Johannes Møllehave så endegyldigt for programmet, som P1s redaktion har nedlagt efter knap to årtier. Og saglig set var det på tide, at det skete, for rubrikken har længe lidt under et hørbart omsorgssvigt: En redaktionel linie er forsvundet, valget af de medvirkende, som fik mikrofonen overladt i knap fem minutter, virkede tilfældig, og manglen på venlig støtte fra en nænsom producer var tydelig. Det sidste siger jeg med den pondus, som det måtte give at have lavet radio i Danmark, Afrika, England og Frankrig i knap 40 år

For mit vedkommende kan jeg ikke sige noget flottere fra den

Og skal jeg med ét ben i den professionelle rolle og det andet i lytterens (i håb om kun at skræve så langt, som bukserne kan holde) finde en enkelt perle frem fra oplevelser med 'Ved Dagens Begyndelse', må det blive en unik oplevelse for et par årtier siden som producer for Tine Schmedes, der efter en ungdom som provo og medlem af Københavns Borgerrepræsentation i dag leder et kloster ved Sminge Sø. Produktionen af hendes indslag blev uforglemmeligt fordi jeg nærmest kun overværede den.

Hun ankom til den aftalte tid enfin sommeraften på regionalradioen i Holstebro, hvor en tekniker og jeg ventede. Da hun havde fået sat sine medbragte muleposer fra sig, overrakte hun os hver et æble med en mine så højtidelig, at den ville have været komisk, hvis ikke den var gennemskinnet af en helt overvældende hjertelighed.

Derpå følte jeg mig egentlig ret overflødig selv om

Blandt de vigtigste opgaver for en producer er at hjælpe den medvirkende til, at manuskriptet ikke virker stift og oplæst (som det alt for ofte har været tilfælde i de seneste år med 'Ved Dagens Begyndelse') men her var det ikke noget problem, for Tine Schmedes medbragte hverken manuskript eller notater.

I stedet bad hun blot om at få at vide hvor hun skulle sidde og hvor langt hvert indslag var. Så satte hun sig bag mikrofonen med et lille papirs-dannebrog ved sin side; det havde hun fundet på landevejen, da hun blaffede til Holstebro fra Skjern-egnen, hvor hun dengang boede, og ”der kunne det jo ikke ligge, så jeg samlede det op og gjorde det rent for snavs.”

Så forklarede hun den rare tekniker, at hun gerne ville sidde stille og samle tankerne, og når hun nikkede til ham, kunne båndet startes. Hun ville også gerne lave et indslag eller to ekstra, og derpå udvælge de bedste efter at have lyttet til dem.

I den næste times tid sad jeg blot stille bag teknikeren og lyttede til intense ord om livet og om Gud, afleveret som skud direkte fra hjertet, og med en næsten frygtindgydende præcis længde, uden hjælp fra et ur eller tegn fra teknikeren.

Undervejs gjorde jeg nogle notater for at kunne hjælpe med udvælgelsen bagefter, men da jeg - mod min sædvane ret diskret - ytrede mig om mine præferencer, takkede Tine Schmedes undseligt nej og fravalgte to andre end dem, jeg ville have droppet.

Så takkede hun både teknikeren og mig for vores hjælp, og efter et farvel, der virkede som en velsignelse, hankede hun op i bæreposerne og forlod os igen.

Jeg har hverken før eller siden fået et bedre eksempel på det, jeg savner i høj grad i tidens ’medieverden’: At lægfolk får overladt en mikrofon med total frihed til selv at vælge, hvad de vil bruge deres taletid til - som det fx også var tilfældet i den hedengangne rubrik ’Spidsen’. Den vision - som må være en central ingrediens i ’public service’ - savner jeg, men da den jo er forsvundet, kan jeg ikke engang nu beklage, at ’Ved Dagens Begyndelse’ er slut.

+++

"Kirkens sprog er dansk."

Overskriften er ikke et kampråb fra Tidehverv eller Dansk Folkeparti. Den er et nøjagtigt citat fra Lov nr. 217 - Lov om Kirkers Brug - § 17 stk. 1. Men den er jo guf for alle, der ikke har lyst til at lade Guds ord lyde på Hans mange modersmål i Danmarks folkekirkes omkring 2.000 huse.

Ganske vist er der to ting at sige om loven: Dels, at biskoppen i det pågældende stift kan dispensere, så en menighed kan holde gudstjeneste på andre sprog, og dels, at mange slet ikke aner, at loven eksisterer.

Det kan så føre til, at man bliver til grin, hvis man mener, at lov er lov, og lov skal holdes. Det er jeg blevet, da jeg til et par præster sagde, at vi må enten følge den gældende lovgivning eller i det mindste arbejde på at få den ændret. Det ville de to pastorer ikke høre tale om, men grinede bare.

Faktisk kunne de have anført, at man skal adlyde trosbekendelsen mere end dansk lov. Og Den Augsburgske Bekendelse - den, der sammen med Luthers katekismus gør os til kristne med hans særlige reformations-fortegn - siger faktisk i artikel 24: »Ikke blot Paulus (i 1. Korinterbrev kapitel 14) indskærper, at man skal bruge et sprog, som folket kan forstå, i menigheden, men således er det også forordnet eft er den menneskelige lov.«

Det er ordentlig snak. Især fordi Luther - i modsætning til Tidehverv og Dansk Folkeparti ikke mente, at 'folket' betød danskerne.

+++

DFs støttepartier fik kolde fødder

Dagens glædelige nyhed er, at Venstre og Konservative under eftermiddagens forhandlinger i Folketinget forlod deres ellers venlige rolle som trofaste støttepartier for Dansk Folkeparti i udlændingespørgsmål ved behandlingen af ‘Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og lov om aktiv social politik. J.nr. 2006/4000-78’ som »udmønter dele af ‘Aftalen om fremtidig invandring’ - herunder indførelse af en indvandringsprøve ved opholdstilladelse som ægtefællesammenført og religiøs forkynder...« jvfr. http://ft.dk/?/samling/20061/MENU/00000002.htm

De to regeringspartierne har åbenbart indset fornuften i fx høringssvaret fra Kirkernes Integrationstjeste, der skrev:

»Lovforslagets begrundelse kan ikke bygge på uklare og ukorrekte henvisninger til Nederlandene.
En lovgivning som den foreslåede vil få alvorlige konsekvenser for en række kristne trossamfund, hvilket ikke er beskrevet i lovforslaget.
At lovforslaget vil stik imod sin erklærede hensigt modvirke integrationen, som uomtvisteligt foregår både i, og ud fra, disse trossamfund.
Lovforslagets yderst restriktive krav er et indgreb i en hævdvunden ret, og grænser til diskrimination af disse trossamfund.
Danmark ville opfatte det som et indgreb i folkekirkens arbejde blandt danskere rundt i verden, hvis andre lande pludselig indførte samme betingelser for danske præster i udlandet som dette forslag vil gøre for udenlandske forkyndere i Danmark.«

+++

Nejnej ... dén opgave flytter staten skam ikke!

Jeg har mistet mit kørekort. Nej - hverken spritkørsel eller for mange klip eller den slags. Min tegnebog er såmænd bare blevet stjålet. Derfor skal jeg altså blandt andet have et nyt kørekort.

Og nu får det ikke længere på politikontoret, men på rådhuset. Sådan blev det fra nytår, da ikke blot kommunegrænserne flyttede, men også nogle af grænserne mellem de opgaver, der skal løses af det offentlige.

Det havde været logisk at flytte personregistreringen også - fra folkekirken til kommunen. Begrundelserne er vist efterhånden gentaget så ofte, at enhver dansker vil kunne remse dem op: Folkeregistret og CPR-numrene og alt det der, er naturligvis ikke kirkens, men statens opgave ... ikke-kristne finder det mærkeligt, at deres børn skal skrives ind i folkekirkens medlemsregister ... det går jo fremragende med registreringen i Sønderjylland, hvor kirken siden genforeningen for 87 år siden har brugt sin tid på noget mere fornuftigt ... osv. osv.

Men nej ... der skal ikke flyttes noget her! Skønt det er hinsides enhver form for logik, at regeringen på den ene side godt kan se det fornuftige i, at politiet bør bruge sine ressourcer på noget mere kvalificedret end at udstede kørekort og pas, men på den anden side ikke vil lade kirkens ansatte bruge deres kræfter på det særlige kald at få mennesker skrevet ind i 'Livets bog' i stedet for at indtaste persondata og skrive attester i et absurd dobbelt bogholderi, som allerede finder sted i fuldt nødvendigt omfang i offentligt regi!

PS den 11.01.: I dag har Kristeligt Dablad en kommentar om dette emne (omend dog ikke om den ovenstående kommentar) fra Kirke Såbys sognepræst Poul Joachim Stender. Han er en stor livsnyder og taler gerne om de himmelske perspektiver i god mad, vin og den slags, og selv en ytring om den forargelige ide om at flytte personregistreringen fra kirken til kommunen (under overskriften ‘Groft sløseri med nationens arvegods’ får en uventet kobling til rygningens glæder, for det er nemlig ikke et problem for ikke-kristne i hans sogn, at de skal have fx ordnet navneændringer hos en kristen præst som ham: »Forleden kom en muslim og ville have ændret sit lange, fremmede navn til Per Larsen, fordi han ikke kunne få job med sit fødenavn. Det tog mig fem minutter, og bagefter var han så glad, at han kom og forærede mig en vandpibe.«
Man må jo næsten både håbe, at den gave ikke er sløseri med muslimsk arvegods, og at folkekirkens bidrag til nydanskeres integration kan blive noget væsentligere end at hjælpe dem med at få en navneforandring!

Visse præster har åbenbart patent på Gud

Det lyder som et klip fra en satirespalte, men Kristeligt Dagblad fortæller i dag, at sognepræst Visti Christensen, der har været byrådspolitiker for Venstre, vil klage over, at ved lørdagens forbønsgudstjeneste i Hillerød blev Gud i oversættelsen til arabisk kaldt 'Allah'.

Valgmenighedspræst Morten Kvist her fra byen er ifølge avisens forsideartikel enig: »Det giver helt klart indholdsmæssige forstyrrelser at oversætte Gud ved Allah ved en dansk gudstjeneste. Dedr sad jo ogdså muslimske asylansøgere i kirken, og de kan ikke andet end have misforstået, hvad der foregik. For mig at se har forbønsgudstjenesten lagt op til en fusionsgud, og det ligner religionsblanderi,« siger Morten Kvist ifølge Kristeligt Dagblad. Det modsiger direkte, hvad der for knap 2.000 år siden skete på Areopagos-klippen i Athen, som jeg stod på for få uger siden:

Paulus gik rundt og fortalte de forbipasserende grækere: »Da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: 'For en ukendt gud.' Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. (...) Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.« (Apostlenes Gerningers kapitel 17.)

Det nordiske missonsselskab www.areopagos.org har navn efter dette sted, og henter sin grundtanke fra Paulus' prædiken. Selskabet har sin egen rod på Shatin-bjerget i Hong Kong, hvor centret Tao Fong Shan i godt 75 år har været mødested for kristne, buddhister og andre ikke-kristne. Samvær og samtale videreføres stadig der i dialog-traditionen fra centrets grundlægger, den norske missionær K.L. Reichelt, nyformuleret sådan på Areopagos' hjemmeside:

»Vores udgangspunkt er det fællesmenneskelige, at vi er skabt i Guds billede og er af hans slægt, at verden er hans, og at vi har det til fælles, at vi alle famler efter Gud og søger efter en større virkelighed. I én forstand bliver alle religioner dermed at betragte som udtryk for menneskehedens uafsluttede pilgrimsfærd. (...) Den usynlige Gud har vist os sit ansigt - i Jesus Kristus.«

Paulus ville have rystet på hovedet over Visti Christensens og Morten Kvists besynderlige optræden som teologisk sprogpoliti. Ved det mærkelige historiske vendepunkt, som vi nu kalder den første pinse ophævede Gud ved et under de forbandede sproggrænser, han havde sat mellem de mennesker, som ville bygge Babels tårn. Ved et under forstod de pludselig alle sammen apostlen Peters prædiken - hver på deres modersmål.

For kristne i dag er tolkning fra ét sproget til et andet en nødvendig bro for troen, så pinsens under kan gentage sig og mennesker komme til tro på Kristus. Og derfor er det tåbeligt at gå op i, om arabisk-talende kalder Gud for Allah. Spørgsmålet er, om de forstår, at Gud hedder Kristus.

Sproget må for kristne altid være en bro. For Christensen & Kvist - som for fx. ultranationalister som Dansk Folkeparti er sproget en voldgrav. Og havde Paulus været Tidehvervsmand, havde han holdt kristendommen for sig selv...

+++

PS [Skrevet to dage senere, den 10. januar]

Et par fodnoter til denne blog er på sin plads:

[1] Først et klip fra et indlæg af pastor Leif Munksgaard,
Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense:
»Hvis Morten Kvist og Visti Christensen virkelig vil fastholde, at det er religionsblanderi at oversætte det danske ord 'Gud' med det arabiske 'Allah', så bør de to præster lægge sag an mod alverdens bibelselskaber, for de støtter alle, at ordet Allah er det ord, der bruges i Bibelen for Gud.«

[2] Men så en berigtigelse fra pastor Visti Christensen, fra dagens Kristeligt Dagblad:
»Jeg føler mig misbrugt på Kristeligt Dagblads forside den 8. januar. Jeg blev ringet op søndag eftermiddag og udspurgt om min mening om forskellige ting, der blev forelagt mig. Den fremkom jeg med, men oplyste samtidig, at jeg var ny i provstiet, at jeg ikke havde overværet forbønsgudstjenesten, og at jeg ikke havde nogen intention om at forlænge nogen sag eller skabe ravage blandt kolleger, som helt sikkert har handlet ud fra, hvad de syntes var ret og rimeligt. Jeg har fuld tillid til, at biskoppens og provstens håndtering af sagen...«

[3] Og endelig et skarpt ironisk læserbrev fra biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev:
»Jeg vil foreslå, at vi går over til at kalde Gud for Olsen, så de arabisktalende kristne fra blandt andet Irak kan blive revet ud af den vildfarels,e at de kan bruge deres eget modersmåls ord for gud om Ham, vi tror på. Også selvom de har brugt det ord, før islam dukkede op - og meget længe før kristendommen kom til Danmark. Den går bare ikke i folkekirken!
Det er i det heletaget skammeligt, at Gud har vlagt at lade sig inkarnere, hvor Han gjorde, så vi har skullet modtage den gode danske kristndom fra den verden.
Helt urimeligt er det, at Helligånden på pinsedagen gave apostlene det indtryk, at kristendommen skulle kunne lade sig oversættetil et hvilket somhelst modersmål, fordi det let "føjer sig efter Herrens tankegang". Gå hjem og vug, Grundtvig!«

+++

Har præster ytringsfrihed?

Nogle præster i folkekirken har i de seneste dage ytret sig kritisk om Danmarks behandling af iraktiske asylansøgere (en kritik, som en udtalelse fra FN i dag indirekte støtter meget klart). Det har vakt voldsom kritik i kredse omkring Dansk Folkeparti, og under konfrontationerne har pastor Jesper Langballe fx kaldt Københavns biskop en løgnhals.

I denne uges gratis-udgave bragte Herning Folkeblad [3. janar sekt.2, side 2] et læserbrev fra en Holger Ravn, der bor i vores sogn, men er mig ubekendt. Han skriver bl.a., at præsternes kritik er en direkte modstand mod den danske stat, og han forlanger at de er betingelsesløst loyale over for politikerne:

»Må jeg i den forbindelse gøre opmærksom på, at præster i den danske folkekirke er præster i en statskirke med de fordele og ulemper, dette medfører. Det er aldeles uacceptabelt at høre en præst i den danske folkekirke udtale, at »Danmark optræder ukristeligt« i denne sag (eller en hvilken som helst anden sag). Det må være helt klart, at en præst, som mener dette, ikke kan være præst i den danske folkekirke." [Mine kursiveringer.]

Det er da klar tale. Tyranner, der har samme holdning som Holger Ravn, har jo gennem et par årtusinder krævet total loyalitet fra kristne, og lukket munden på kirkelige kritikere, der vovede at kritisere de politiske principper, som deres land blev regeret efter. De første var kejsere, og i vores tid hed de fx. Adolf Hitler (der jo fx hængte hagekors-flag op i kirkerne og fik udpeget partikammerater til bispestolene) eller Josef Stalin. Andre magthavere har søgt at lukke den kritiske mund på Luther, Grundtvig, King, eller Tutu.

Og der er ingen trøstat finde i en gennemgang af hvordan den kristne kirkes ledere har behandlet sine kritikere gennem et par årtusinder, hvor mindet om kætterbålene stadig står som flammende advarsler mod forfølgelse af anderledes tænkende og troende. Derfor gælder tringsfriheden selvfølgelig alle - også for præster. Det ved heldigvis fx en retsindig politiker som Venstres Birthe Rønn Hornbech, formand for Folketingets kirkeudvalg. Hun har også allerede klart meldt ud, at hun agter ikke at blande sig i, hvad præsterne har lov at sige: »Præsterne har jo også deres ytringsfrihed. Det er vigtigt atfastholde præstens frihed og ret til også atvære et politisk menneske som alle andre. Han må bare forsøge at skelne, når han står på prædikestolen, og præsterne må, som alle andre, finde sig i at blive modsagt.« (Kristeligt Dagblad 23. december s.11)

Og det centrale i sagen siges i øvrigt meget skarpt og præcist i dagens Kristeligt Dagblad af min nevø og gudsøn, Johannes, der er sognepræst i Værløse: »Når det fremføres, at religion og politik bøe holdes adskitg, er det min fornemmelse, at det som regel kun gælder den ene vej. Religionen må ikke blande sig i politikken. Men politikerne blander sig gerne i religiøse anliggender - og det sker som regel upåtalt. Når derfor politikerne farer frem med, at præster ikke skal forkynde politiske budskaber fra prædikestolen, så overskrider de selv grænserne og dikterer at politisk vej kirkens virksomhed.«

En total adskillelse af religion og politik kan kun lade sig gøre for mennesker, der enten ingen religion har eller ingen politik har. Grundlæggende vil det i praksis sige, at det kn kanlade sig gøre for ateistiske ideologier eller socialt afsondrede sekt-fællesskaber.«

God sagt!

+++

Bisperne gør kur til kongehuset

Der er 'stor' nytårskur i dag - http://kongehuset.dk/publish.php?id=8093 - så når køen af forsvarets og Beredskabsstyrelsens ledende officerer er defileret forbi monarken og prinsgemalen vil rigets rangklasser I og II fra klokken 10:00 ønske Margrethe II og Prins Henrik godt nytår.

Rangklasse 1 omfatter bl.a. greverne af Rosenborg, statsministeren, præsidenten for Højesteret og riddere af Elefantordenen, og når Kirkebloggen overhovedet nævner kuren, er det fordi biskopperne - sammen med bl.a. flere grever - hører til i den næste rangklasse og møder op i fuld uniform sammen med monarkens nøglemedarbejdere - hofmarskal, hofchef, ceremonimester, kammerherrer og hofjægermestre - såvel som statsmagtens ledere af Skat, politi, anklagemyndighed, fængselsvæsen, statshospitaler, civilforsvar, nationalbank, vej-, matrikel- og vandbygningsvæsener, statsskovbrug ... og dronningens stalde.

Og at se, at biskopperne er sendt af ham, der blev født i en stald, kan jo godt være lidt svært at se på en dag som i dag - uanset, at de smykker sig med mindst ét kors. For, som Kierkegaard skal have sagt, bæres kors på ryggen, og ikke på maven.

En ledende rolle i den norske kirkes protestbevægelse mod det nazistiske Quisling-styre under tysk besættelse skaffede den norske biskop Eivind Berggrav både en tid i fængsel og sigt folks dybestes respekt. Han takkede ja til ordener, men betingede sig overfor kong Håkon, at han ikke skulle bære dem på sin bispekjole: »Jeg vil ikke bære lidelsens kors og forfængelighedens side om side.«

Kun i Danmark ses ordener på præste-, provste- og bispekjoler ... endda både under altertjeneste og på prædikestolen. Det er et levende fortidslevn, som det saglig set ville have været rigtigt at afskaffe i 1922, da biskopper og præster ikke længere skulle udpeges af monarken, men vælges af kirken. http://www.kristeligtpressebureau.dk/Vis.asp?Mode=vis&Indhold=Artikel&ID=455

Ridderkorsenes rutinemæssige tildeling har gjort dem intetsigende i verdslig henseende. På bispekjolernes fløjlsmaver er de er totalt tømt for korsests normale betydning i kirken. Tænk selv: Hvis Kristus var blevet henrettet på samme måde som Saddam Hussein forleden, ville biskopperne så også være mødt frem med flunkende sølvminiatureudgaver af galgereb?

+++

Derfor har folkekirken ingen logo

Kristne kirkers grundpiller kaldes af fagfolk symboler. Vi lægfolk kalder dem trosbekendelser, og for folkekirken er den vigtigste den apostolske, der har en central plads i både gudstjenesten og al oplæring i, hvad en kristen er og gør. Men et samlende visuelt symbol har folkekirken - i modsætning til stort set alle andre kirker - ikke.

Et visuelt symbol kan være et emblem. Jeg fik mit første, da jeg som 12-årig havde bestået spejderprøven og aflagt spejderløftet. Med korpsmærkets grønne franske lilje, kombineret med KFUMs røde trekant fulgte det privilegium, at jeg nu var medlem af et globalt fællesskab, som medførte en fælles forpligtelse på at være bl.a. ærlige og hjælpsomme.

Jeg kom i egern-patruljen, og jeg blev sat til at udsmykke vores stander, der duftede berusende af nygarvet læder, med vores totem - et gammelt ojibwa-ord - og standeren var samlingsmærke for os drenge på samme måde som Dannebrog var det for alle - også vores ærkerivaler svalerne - når vi mødtes broderligt til parade ved nytår eller på Valdemarsdag, hvor vi genoplevede, at Gud i slaget ved Reval ikke blot gav vores forfædre sejr, men også verdens ældste fane, som er danskernes mest kostbare arvegods.

Måske lige bortset fra Jellingestenen. Den er uomtvisteligt ældre end dannebrog, og den bærer ikke flagets symbolske korsmærke, men en mere konkret afbildning af den genopstandne Kristus som Gudsrigets konge. Derfor ville den have været et stærkt symbol for folkekirken, men statsmagten har eksproprieret den for at bruge den til noget andet.

Den norske kirke - som blandt alle verdens kirker ligner vores mest - har i modsætning til folkekirken her et 'kirkemøte', som kan træffe nødvendige fælles beslutninger. Fx om det mærke, der viser kirkens nationale fællesskab - et kors, der hviler på to legendariske stridsøkser fra mordet på landsfaderen, kong Olav den Hellige - som forklaret her: http://www.karmoykirken.no/olavsmerket.htm.

Den norske kirke bruger sit samlingsmærke meget bevidst, styrer sit logo med et sæt grafiske designprincipper: http://kirken.no/?event=doLink&nodeID=23558 på samme måde som andre organisationer værner om sin 'corporate identity'. Det er i den forbindelse interessant, at Den norske kirke som en lovfæstet statskirke markerer sig med en så selvstændig profil, men det er helt i overensstemmelse med, at den selv træffer vidtrækkende beslutninger om sine egne indre anliggender. Den arbejder i øvrigt på større uafhængighed fra statsmagten efter devisen "Samme kirke - ny ordning" http://www.kirken.no/kirke_stat/Rapport/index.htm

Svenska Kyrkan blev ved årtusindskiftet skilt fra staten, men beholdt sit symbol
http://www.svenskakyrkan.se/grafisk_profil.asp som skal udtrykke, at den "...består af mange menigheder og stifter, men sammen er vi trossamfundet Svenska kyrkan, som mennesker gerne skal kunne forbinde med vores kerneværdier nærvær, åbenhed og håb og genkende i vores navn og logo, et gult skjold med et rødt kors med Kristi sejrskrone."

Tysklands 'landskirker' har udstrakt selvstændighed, men deres fælles symbol er Luthers rose -
http://www.velkd.de/velkd/lutherrose.php3 - der også er et samlende mærke for lutheranere verden over.

Church of England har naturligvis også sit eget logo http://www.cofe.anglican.org/links/v2bw.tif hvor bogstavet 'e' smelter sammen med korset, der findes i alle de nævnte kirke-logoer.

Bortset fra, at folkekirken altså hverken har et fælles symbol, eller har mulighed for at få det. Den udtrykker sig ikke ens (ikke engang i Fader Vor) og den er principielt ubeslutsom. Beslutninger om folkekirken overlades til folketingets 'hedenske forsamling'. Og det var helt fint for Hal Koch, en toneangivende kirkehistoriker, som for et halvt århundrede siden lovpriste, at folkekirken helt styres at de skiftende politiske magtforhold på Christiansborg:

»I denne Mangel paa Ordning har Evangeliet frit Løb, ogsaa til at skabe en kirkelig Aktivitet i Ydre og Indre Mission, i socialt Arbejde og meget andet. 'Velordnet Anarki' vilde ikke være nogen helt daarlig Betegnelse, og jeg tilstaar, at jeg er tilbøjelig til at finde en saadan Tilstand kristeligt set særdeles tiltalende.«

Hal Koch tilføjede: »Der findes nok et praktisk Styre, men ingen kirkelig Myndighed, som bliver taget alvorligt som Myndighed. Skulde man betegne Ordningen med de gængse kirkehistoriske Etiketter, maatte man vel nærmest kalde den lavkirkelig, kongregationalistisk, men dybest set er det en forbløffende Mangel paa virkelig Ordning eller fasttømret Kirkesyn.«

Og at sådan en folkekirke skulle have et fælles samlingsmærke er jo en absurd tanke.

Hvor alle andre kirker i verden naturligvis har en kompetent forsamling, har folkekirken et vakuum, hvor skiftende kirkeministre med større eller mindre politisk finesse opererer i samarbejde med folkekirkens ti stifter. Dem profilerer biskopper til gengæld med varierende ildhu via logoer, som i bedste fald er intetsigende, og i værste fald minder om en fortid, som reformationen søgte at gøre op med.

Bisperne ville i øvrigt nok - uformelt, naturligvis, og med højlydte forsikringer om, at de ikke udtalte sig på kirkens vegne - kunne være blevet enige om at, at Jellingestenen kunne blive været et fremragende logo for folkekirken.

Men det symbol har staten jo altså hugget. For at bruge det som grund-symbol i vores pas. Og derved påtvinge ateister eller anderledes troende Kristusbilledet som synonym for national identitet.

Den slags ideer gror ellers normalt kun i Dansk Folkeparti, det folkekirkelige anarkis mest stålsatte beskytter.

+++

Hvem har glæde af et kirke-logo?

"No er'et tefældiwis li'g nøj a wed nøj om!" Den sætning citerer vi her i huset af og til - en sketch-replik fra et mundhuggeri på en af De Nattergales cd'er. Og en person, der har inside information, kan jo være svær at binde noget på ærmet.

Nu kan jeg "bruge that wending in another afsnit" af min blog fordi topnyheden på Kristeligt Dagtblads første udgave i 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirkeogtro/artikel:aid=316433 melder, at en "Logobølge er på vej i folkekirken". Fx har Vorgod og Fjelstervang sogne valgt "det kristne symbol fisken og de to kirketårne..." Og de to ved jeg tilfældigvis noget om.

Artiklen synes at sige, at kirketårnene ser ud som på logoet, men det gør ingen af dem. Symbolikken fungerer á la Tuborg-slogan'et "Alle og enhver ved, hvordan en kirke ser ud, så her er et billede af noget andet."

Vorgod har en typisk romansk kvaderstenskirke og Fjelstervang har en typisk teglstens-hedekirke. Deres profiler arketypiske for travle byggeperioder med 500 års mellemrum, så de to 'kirketårne' i logoet ligner masser af andre.

Det er måske grunden til, at de synes stiliseret med fri fantasi, men måske skal de meget anderledes konturer på pastorats-logoet i virkeligheden heller ikke forestille tårnene, som alle sognebørnene kender? Den ret langstrakte forklaring på kirkernes hjemmesider siger vistnok, at logoet afbilder detaljer fra alter og døbefont - og dem kender jo normalt kun de få i et sogn, som har deres gang i kirken...indefra. Derfor tillader jeg mig ret åbenhjertigt at undlade at være begejstret over logoet, som er rentegnet af kirkebladets grafiker.

Hvis det var blevet formgivet af koryfæet Per Arnoldi, der også har et tæt samarbejde med samme grafiske virksomhed, havde det afgjort set andereldes ud, men så ville et usynligt element i logoet utvivlsomt have manglet: Den eftertanke og debat, som fra sognenes græsrodsniveau har ført frem til logoets symbolik og billedsprog, som skal antyde svar på fundamentale spørgsmål: Hvad er sognenes værdier, vision og mission? Sognepræsten siger til Kristeligt Dagblad, at den proces har været inspirerende og sat sig mærkbare spor, der ikke er så synlige som logoet.

Og den er jo faktisk langt væsentligere - især hvis logoet kan holde den levende.

Strukturreform

I dag er en ny offentlig struktur trådt i kraft i Danmark. I morgen møder titusinder af offentligt ansatte op på en ny arbejdsplads for at hilse på nye kolleger.

Folketinget har nemlig ved et flertal bestemt, at sådan skal det være. Tiden kræver det. Amterne var en løjerlig størrelse, og derfor får vi regioner i stedet. Og kommunerne var for små til at kunne være fornuftige selvstyrende demokratiske enheder.

Enhver, der har blot et minimum af kendskab til folkekirkens demokratiske fundament ved, at de er lerfødder på en kolos til mellem seks og syv milliarder kroner om året. Alt for mange totalt visionsløse mennesker med yderst begrænsede forudsætninger står med ansvaret for at skulle administrere et helt uigennemskueligt regelsæt.

Sognestrukturen - den ældste administrative inddeling af Danmark - bygger stadig på det, som Svend Estridsøn fandt fornuftigt.

Staten - Folketinget - har en næsten total magt over folkekirken. Men har det medfølgende ansvar så inspireret til en reform af den omstukne struktur?

Nej. For Folketinget har magten - men ansvaret....?

+++