Gudstjeneste - ikke som Vor Far lavede den!
Bag en stivbenet dansk højmesse ligger naturligvis ét eller andet sted en afspejling gemt af det, som de første kristne sammen gjorde for at fortsætte det mystiske fællesskab med Ham, der levede blandt dem, døde for dem, viste sig for nogle af dem, forlod dem igen ... og lovede dem at komme igen for at genoprette det rige, der er Guds.
Men der er gået quiz i liturgien. Efter en underforståede devise, hvor man kan forestille sig, at præsten tænker: "Ja, nu læser jeg det for jer, som nogle mig ubekendte teologer og politikere på et tidspunkt har bestemt, at jeg skal læse på denne dag i kirkeåret, og på dette sted i gudstjenesten. Og der jeg bliver nødt til at rette mig efter et underforstået forbud mod, at jeg - som Jørgen Hjørting elles altid generøst gjorde i 'De ringer, vi spiller' og som enhver ordentlig tv-quizmaster ville have gjort - hjælper gætteriet på vej med et par publikumsvenlige hints om, i hvilken retning vi skal. Men jeg skal nøjes med at læse, hvad der står her, og må ikke komme med nogen slags forklaringer selv."
Og for at gøre det rigtig svært gør hun/han det det så baglæns. Læser kollekten - opsamlingen - for os først, selv om den først virkelig forstås i lyset af dagens evangelium. Det er aller højst til glæde for alle os skriftkloge og hardcore kirkegængere, hvis rygmarv godt ved, at de eller de stikord i kollekten tyder i retning af, at så er dagens kernetema nok det eller det bestemte klip fra evangeliet.
Salmerne hjælper selvfølgelig lidt mere på vej. Og epistel-læsningen. Så når vi kommer frem til, at præsten læser dagens evangelietekst, som der skal prædikes over, har vi forlængst fået skilt 'kernemenigheden' (som endelig stort set har regnet dagens nøgleord ud) fra de lejligheds-kirkegængere, der forlængst har opgivet ethvert håb om at finde hoved og hale, endsige en rød tråd i det, der foregår.
Det er naturligvis en udmærket erkendelse, den katolske messe udtrykker med sætningen "Hvor er dog troens mysterium stort!" For sådan er det med troen. Og gudstjenesten skal også være rammen om det mysterium - men ikke på den stivbenede liturgis totalt ufede måde.
Det er beklageligt, at biskopperne, der har det fulde ansvar for, at gudstjenesten er forståelig, ikke forholder sig til to indlysende forhold: [1] At al kommunikation har et fundament af noget underforstået - det uudtalte, implicitte - som forudsætning for at kommunikation kan gøre det explicitte - udtalte - begribeligt, og [2] at den jævne dansker i dag har ingen forudsætning for at over- og gennemskue den serie af u-forklarede, u-motiverede og endda hastigt affyrede tekst-mosaik, der tilsammen udgør den enkelte søndags højmesses teologiske grundtema og dybe sammenhæng.
Passer det nu? Tja ... det kan jo let efterprøves: Giv en gruppe danskere papir og blyant, og begynd at læse højmessens tekster for dem og bed dem om at nedskrive de anelser, de har, om hvad i himlens navn det her skal betyde ... for dem, deres liv, og deres evige salighed.
Nej, vel ... ? Men testpersonerne ville sandsynligvis også protestere mod præmissen: At man skal forstå, hvad der foregår i gudstjenesten. I kirken viser ikke-kirkevantes kropssprog og adfærd temmelig tydeligt, at de ikke forventer, at kunne forstå, hvad der foregår.
Men det kan vel ikke være det, der er meningen med der rigide detailstyring, hvor præsten skal læse én lang serie af autoriserede tekster ... alt for ofte i et tonefald, der kan minde om en oplæsning fra Statstidende? Den galskab må der da vel være en mening i?
Og derfor er det urimeligt, at menigheden med rette skal kunne spørge "Hvad i alverden er meningen?" Vi skal vel ikke til at minde biskopperne om, at de er sat til at holde vores fælles kirke fast på Den Augsburgske Bekendelse, hvis artikel 24 bl.a. siger:
"For kirkeskikkene er især nødvendige til dette ene at belære de ukyndige. Og ikke blot Paulus (1 Kor. 14) indskærper, at man skal bruge et sprog, som folket kan forstå, i menigheden, men således er det også forordnet efter den menneskelige lov..."
Kun én ting skal have lov at stå tilbage som urimelig og uforståelig i en gudstjeneste: At Vor Far i Himlen vil komme og være midt iblandt os når vi om søndag eller på andre tidspunkter samles i Hans navn - og at han så igen vil sige, at han stadig elsker os ... trods alt.
---
PS: Det ovenstående har et principielt udgangspunkt - ikke et aktuelt. Jeg har nemlig ikke været i kirke endnu i dag. Det skal jeg først i eftermiddag. Som kirkesanger - og jeg har fået salmenumrene og læst dem igennem, så jeg er selv på sporet allerede. Og allerede i går var 'Før Søndagen' på DR1 som sædvanlig også et fremragende forspil til søndagens tema. Men for dem, der tror, at man bare sådan kan møde op til en dansk højmesse og mene, at man kan få fuldt udbytte af den, kan man med fuld gyldighed ønske: "Gud nåde og trøste dem!"
+++
Men der er gået quiz i liturgien. Efter en underforståede devise, hvor man kan forestille sig, at præsten tænker: "Ja, nu læser jeg det for jer, som nogle mig ubekendte teologer og politikere på et tidspunkt har bestemt, at jeg skal læse på denne dag i kirkeåret, og på dette sted i gudstjenesten. Og der jeg bliver nødt til at rette mig efter et underforstået forbud mod, at jeg - som Jørgen Hjørting elles altid generøst gjorde i 'De ringer, vi spiller' og som enhver ordentlig tv-quizmaster ville have gjort - hjælper gætteriet på vej med et par publikumsvenlige hints om, i hvilken retning vi skal. Men jeg skal nøjes med at læse, hvad der står her, og må ikke komme med nogen slags forklaringer selv."
Og for at gøre det rigtig svært gør hun/han det det så baglæns. Læser kollekten - opsamlingen - for os først, selv om den først virkelig forstås i lyset af dagens evangelium. Det er aller højst til glæde for alle os skriftkloge og hardcore kirkegængere, hvis rygmarv godt ved, at de eller de stikord i kollekten tyder i retning af, at så er dagens kernetema nok det eller det bestemte klip fra evangeliet.
Salmerne hjælper selvfølgelig lidt mere på vej. Og epistel-læsningen. Så når vi kommer frem til, at præsten læser dagens evangelietekst, som der skal prædikes over, har vi forlængst fået skilt 'kernemenigheden' (som endelig stort set har regnet dagens nøgleord ud) fra de lejligheds-kirkegængere, der forlængst har opgivet ethvert håb om at finde hoved og hale, endsige en rød tråd i det, der foregår.
Det er naturligvis en udmærket erkendelse, den katolske messe udtrykker med sætningen "Hvor er dog troens mysterium stort!" For sådan er det med troen. Og gudstjenesten skal også være rammen om det mysterium - men ikke på den stivbenede liturgis totalt ufede måde.
Det er beklageligt, at biskopperne, der har det fulde ansvar for, at gudstjenesten er forståelig, ikke forholder sig til to indlysende forhold: [1] At al kommunikation har et fundament af noget underforstået - det uudtalte, implicitte - som forudsætning for at kommunikation kan gøre det explicitte - udtalte - begribeligt, og [2] at den jævne dansker i dag har ingen forudsætning for at over- og gennemskue den serie af u-forklarede, u-motiverede og endda hastigt affyrede tekst-mosaik, der tilsammen udgør den enkelte søndags højmesses teologiske grundtema og dybe sammenhæng.
Passer det nu? Tja ... det kan jo let efterprøves: Giv en gruppe danskere papir og blyant, og begynd at læse højmessens tekster for dem og bed dem om at nedskrive de anelser, de har, om hvad i himlens navn det her skal betyde ... for dem, deres liv, og deres evige salighed.
Nej, vel ... ? Men testpersonerne ville sandsynligvis også protestere mod præmissen: At man skal forstå, hvad der foregår i gudstjenesten. I kirken viser ikke-kirkevantes kropssprog og adfærd temmelig tydeligt, at de ikke forventer, at kunne forstå, hvad der foregår.
Men det kan vel ikke være det, der er meningen med der rigide detailstyring, hvor præsten skal læse én lang serie af autoriserede tekster ... alt for ofte i et tonefald, der kan minde om en oplæsning fra Statstidende? Den galskab må der da vel være en mening i?
Og derfor er det urimeligt, at menigheden med rette skal kunne spørge "Hvad i alverden er meningen?" Vi skal vel ikke til at minde biskopperne om, at de er sat til at holde vores fælles kirke fast på Den Augsburgske Bekendelse, hvis artikel 24 bl.a. siger:
"For kirkeskikkene er især nødvendige til dette ene at belære de ukyndige. Og ikke blot Paulus (1 Kor. 14) indskærper, at man skal bruge et sprog, som folket kan forstå, i menigheden, men således er det også forordnet efter den menneskelige lov..."
Kun én ting skal have lov at stå tilbage som urimelig og uforståelig i en gudstjeneste: At Vor Far i Himlen vil komme og være midt iblandt os når vi om søndag eller på andre tidspunkter samles i Hans navn - og at han så igen vil sige, at han stadig elsker os ... trods alt.
---
PS: Det ovenstående har et principielt udgangspunkt - ikke et aktuelt. Jeg har nemlig ikke været i kirke endnu i dag. Det skal jeg først i eftermiddag. Som kirkesanger - og jeg har fået salmenumrene og læst dem igennem, så jeg er selv på sporet allerede. Og allerede i går var 'Før Søndagen' på DR1 som sædvanlig også et fremragende forspil til søndagens tema. Men for dem, der tror, at man bare sådan kan møde op til en dansk højmesse og mene, at man kan få fuldt udbytte af den, kan man med fuld gyldighed ønske: "Gud nåde og trøste dem!"
+++
posted by kirkebloggen | 12:11 AM
|
0 comments
