Det er første søndag i advent ... efter min 70 års fødselsdag. 

Og det er altså en særlig gave - og opgave - at få lov at blive gammel. Man kan sige det med Grundtvig:

"Halvfjerdsindstyve er støvets år / de stolteste strid og møje, / om firsindstyve en kæmpe når / des mere han har at døje."

Eller man kan forsøge at stå til regnskab for hvad man tænker, siger og skriver ved at huske på den fremragende tekst, der flere steder på Internettet præsenteres som 'En gammel nonnes bøn', som angiveligt er "Fundet i året 1610 bag på indgangsdøren til en engelsk kirke". Den lyder sådan:

Kære Gud!
Du véd bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart er gammel.
Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag ved enhver lejlighed.
Fri mig fra trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer.
Gør mig eftertænksom, men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig.
Når jeg tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men Herre, jeg skulle helst beholde nogle få venner til det sidste.
Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen.
Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter; de vil blive flere og flere, og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene går.
Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes at være i modstrid med andres.
Lær mig den sunde indstilling, at jeg også kan tage fejl.
Hold mig nogenlunde omgængelig.
Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen – nogle af dem er svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af Djævelens mesterværker.
Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos.
Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem.

Amen!

+++