Kirkebloggen

Forum for kritisk debat om folkekirken - fordi reformationen aldrig må slutte.

Name:
Location: Herning, Denmark

Monday, January 22, 2007

Abbé Pierre - et kristent forbillede

Abbé Pierre er død. Meget passende var det selveste præsidenten, der fortalte det til til Frankrigs folk. Det har nemlig i flere årtier ved Gallup-undersøgelser peget på den lille, skæggede, genbrugs-klædte munk med den evindelige alpehue som det mest respektable menneske i Frankrig.

Gennem sit arbejde blandt klunsere i både Frankrig og kloden rundt blev han - lige som fx. Moder Theresa - et kristent, åndeligt og moralsk forbillede. Den slags kaldes også efter god luthersk teologi helgener - uanset, om Vatikanet officielt senere blåstempler dem. Vores uomgængelige respekt for dem giver dem med rette en særlig ret til at udtale sig om moralske spørgsmål.

Biskop Desmond Tutu er vel den nulevende protestant (nåja, anglikanerne er vel halv-katolikker?) som kan indtage en plads i samme liga som Abbé Pierre, og jeg har haft lejlighed til at deltage live i gudstjenester med dem. Dér har det slået mig, at deres forkyndelse om Guds Rige, der er næsten det modsatte af vores samfund, var så banal, at enhver god søndagsskolelærer kunne have sagt det samme.

Det burde give enhver kristen anledning til at overveje, om vi får gode præster i vores kirker ved at sende dem til de teologiske fakulteter, hvor man ikke har én times undervisning i praktisk kristendom ... forstået som Kristi efterfølgelse. Og hvad kristendom er, kan næsten ikke siges bedre end en anonym afrikansk digter gjorde med disse linier:

Han sendte ikke
teknisk bistand
til vor underudviklede verden
- englen Gabriel
og et hold eksperter
med deres know-how.
Han traf ingen
fordelagtige eksportaftaler
og tilbød ingen
langtløbende statslån.
Han sendte os ikke
englenes aflagte klæder
eller mad fra deres
overskudslagre.
Han kom selv!
Han sultede i ørknen.
Han hang nøgen på korset.
Ved at lide med os
blev han vor glæde.

Ære være Abbé Pierres minde!

+++

0 Comments:

Post a Comment

<< Home