"Kirkens sprog er dansk."

Overskriften er ikke et kampråb fra Tidehverv eller Dansk Folkeparti. Den er et nøjagtigt citat fra Lov nr. 217 - Lov om Kirkers Brug - § 17 stk. 1. Men den er jo guf for alle, der ikke har lyst til at lade Guds ord lyde på Hans mange modersmål i Danmarks folkekirkes omkring 2.000 huse.

Ganske vist er der to ting at sige om loven: Dels, at biskoppen i det pågældende stift kan dispensere, så en menighed kan holde gudstjeneste på andre sprog, og dels, at mange slet ikke aner, at loven eksisterer.

Det kan så føre til, at man bliver til grin, hvis man mener, at lov er lov, og lov skal holdes. Det er jeg blevet, da jeg til et par præster sagde, at vi må enten følge den gældende lovgivning eller i det mindste arbejde på at få den ændret. Det ville de to pastorer ikke høre tale om, men grinede bare.

Faktisk kunne de have anført, at man skal adlyde trosbekendelsen mere end dansk lov. Og Den Augsburgske Bekendelse - den, der sammen med Luthers katekismus gør os til kristne med hans særlige reformations-fortegn - siger faktisk i artikel 24: »Ikke blot Paulus (i 1. Korinterbrev kapitel 14) indskærper, at man skal bruge et sprog, som folket kan forstå, i menigheden, men således er det også forordnet eft er den menneskelige lov.«

Det er ordentlig snak. Især fordi Luther - i modsætning til Tidehverv og Dansk Folkeparti ikke mente, at 'folket' betød danskerne.

+++