Nejnej ... dén opgave flytter staten skam ikke!

Jeg har mistet mit kørekort. Nej - hverken spritkørsel eller for mange klip eller den slags. Min tegnebog er såmænd bare blevet stjålet. Derfor skal jeg altså blandt andet have et nyt kørekort.

Og nu får det ikke længere på politikontoret, men på rådhuset. Sådan blev det fra nytår, da ikke blot kommunegrænserne flyttede, men også nogle af grænserne mellem de opgaver, der skal løses af det offentlige.

Det havde været logisk at flytte personregistreringen også - fra folkekirken til kommunen. Begrundelserne er vist efterhånden gentaget så ofte, at enhver dansker vil kunne remse dem op: Folkeregistret og CPR-numrene og alt det der, er naturligvis ikke kirkens, men statens opgave ... ikke-kristne finder det mærkeligt, at deres børn skal skrives ind i folkekirkens medlemsregister ... det går jo fremragende med registreringen i Sønderjylland, hvor kirken siden genforeningen for 87 år siden har brugt sin tid på noget mere fornuftigt ... osv. osv.

Men nej ... der skal ikke flyttes noget her! Skønt det er hinsides enhver form for logik, at regeringen på den ene side godt kan se det fornuftige i, at politiet bør bruge sine ressourcer på noget mere kvalificedret end at udstede kørekort og pas, men på den anden side ikke vil lade kirkens ansatte bruge deres kræfter på det særlige kald at få mennesker skrevet ind i 'Livets bog' i stedet for at indtaste persondata og skrive attester i et absurd dobbelt bogholderi, som allerede finder sted i fuldt nødvendigt omfang i offentligt regi!

PS den 11.01.: I dag har Kristeligt Dablad en kommentar om dette emne (omend dog ikke om den ovenstående kommentar) fra Kirke Såbys sognepræst Poul Joachim Stender. Han er en stor livsnyder og taler gerne om de himmelske perspektiver i god mad, vin og den slags, og selv en ytring om den forargelige ide om at flytte personregistreringen fra kirken til kommunen (under overskriften ‘Groft sløseri med nationens arvegods’ får en uventet kobling til rygningens glæder, for det er nemlig ikke et problem for ikke-kristne i hans sogn, at de skal have fx ordnet navneændringer hos en kristen præst som ham: »Forleden kom en muslim og ville have ændret sit lange, fremmede navn til Per Larsen, fordi han ikke kunne få job med sit fødenavn. Det tog mig fem minutter, og bagefter var han så glad, at han kom og forærede mig en vandpibe.«
Man må jo næsten både håbe, at den gave ikke er sløseri med muslimsk arvegods, og at folkekirkens bidrag til nydanskeres integration kan blive noget væsentligere end at hjælpe dem med at få en navneforandring!