Hvad gjorde kirken?

"What did the Danish church do during the occupation?" sådan spurgte min genfundne gamle mentor Edwin Robertson hen over vores hyggelige frokostbord i The Authors' Club i London for en snes år siden.

Ja, hvad vidste jeg overhovedet om, hvad folkekirken egentlig gjorde under besættelsen? Nåjo, jeg vidste en hel del om Kaj Munk, og jeg havde lavet et TV-portræt af hans enke Lise hjemme hos hende i Vedersø præstegård. Og Munks nabopræst og jagtkammerat K.L. Aastrup havde da for resten også været så engageret i modstandskampen, at han var flygtet til Sverige.

Og så var der jo fx pastor Harald Sandbæk, en af de vigtige modstandsfolk, som Gestapo havde installeret som en slags gidsels-skjold i øverste etage oven over sit kommandocenter i Shellhuset i København.

Men en mere organiseret eller samlet kirkelig modstand mod Hitlers okkupation af Danmark ... var der tale om det? Edwin spurgte venligt, men konkret og direkte, og jeg var jo helt klar over, at nysgerrigheden havde baggrund i hans livslange forskning og forfatterskab. Han havde ikke blot udgivet en håndfuld bøger om den tyske teolog, præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer, der blev hængt ved daggry i dag for 67 år siden, men også en biografi af den norske biskop Eivind Berggrav, der netop i dag for 60 år siden blev interneret af det norske nazist-regime.

Da Edwin Robertson hørte, at Kaj Munks enke stadig levede, og at hans søn Arne var blandt dem, som i 1990erne arrangerede sommermøder om Vedersøs martyr-præst, viste han interesse for at møde Lise Munk, og vi fik arrangeret, at han kom her på nogle dages besøg, hvor han både traf Lise Munk og var med til mødet om hendes berømte mand.

Under sit besøg i Danmark satte han og jeg os til at kigge på Kaj Munks omfattende bogproduktion, og jeg oversatte gik bl.a. i gang med at oversætte en prædiken mundtligt for ham. Da han havde hørt den første halvdel sagde han: "Du behøver ikke at oversætte det hele ... nu kan jeg regne resten ud." Forbløffet bad jeg ham så forudsige afslutningen og pointen - hvilket han gættede helt korrekt.

"Hvordan kunne du det?" spurgte jeg. "Jo,", svarede han, "han og Bonhoeffer ligner hinanden meget påfaldende i deres måde at tænke på." Og med sit karakteristiske blink i brilleglasset tilføjede han: "Og for resten har de også et par iøjnefaldende træk til fælles: Begge forelskede sig i kvinder, der var meget yngre end de selv - og de var åbenbart begge to elendige bilister."

Men Edwins spørgsmål om den danske kirkes rolle under besættelsen har siden den den middag i London optaget mig. Ikke mindst, da jeg ved et skolegensyn for nogle år siden spiste sammen med Peter, en kammerat, der var blevet historiker. Jeg benyttede anledningen til at fortælle ham, at jeg stadig søgte et svar. Hertil svarede han hen med et lunt sideblik: "Nå, jamen historikeren Erik Thostrup Jacobsen har jo undersøgt det i sin licentiatsafhandling om den danske folkekirke under besættelsen. Og svaret ligger allerede i titlen," tilføjede Peter underfundigt: "Den hedder 'Som om intet var hændt'."